Når Lean løber tørt i en virksomhed, skyldes det sjældent værktøjerne. Det skyldes adfærden, og først og fremmest ledelsens, hvad både forskningen og årtiers praksis peger på med en bemærkelsesværdig ensartethed. Artiklen her samler det, litteraturen siger om de ledelsesmønstre, der bærer en forbedringskultur, som holder ud over det første halve år.
Kultur følger adfærd, ikke plakater
Den mest udbredte fejl er at tro, at kultur ændres med værdiord på væggen, et kick-off og en plakat i kantinen. Den bedste enkeltstående kilde til det modsatte er John Shook, industriantropolog og tidligere Toyota-leder, i hans prisbelønnede artikel "How to Change a Culture: Lessons from NUMMI" (MIT Sloan Management Review, 2010).
Shook var med, da Toyota og General Motors i 1984 åbnede GM's nedlagte fabrik i Fremont, Californien, på ny som det fælles selskab NUMMI. Fabrikken havde inden lukningen i 1982 været en af GM's dårligste, kendt for fravær, konflikt og elendig kvalitet. Inden for få år var den samme fabrik, bemandet med i alt væsentligt de samme medarbejdere, blandt de bedste i Nordamerika. Medarbejderne var i al væsentlighed de samme; det, der var skiftet, var systemet omkring dem og den måde, lederne opførte sig på.
Shooks konklusion er enkel og kontraintuitiv: man ændrer ikke kultur ved først at ændre, hvordan folk tænker. Man begynder med at ændre, hvad folk gør, altså definere den ønskede adfærd, gøre den let at udføre og forstærke den konsekvent. Kulturen følger efter. Det flugter med organisationspsykologen Edgar Scheins klassiske model, som Shook selv henviser til: kultur ændres gennem de synlige handlinger og rutiner, ikke gennem appeller til værdier.
For en ejerleder er pointen befriende konkret: I behøver ikke vente på, at "kulturen er moden". I skal definere nogle få handlinger og holde fast i dem.
Hvorfor forbedringer smuldrer, og hvorfor det sjældent er medarbejderne
Når en forbedring ikke holder, er det fristende at pege på manglende engagement hos medarbejderne. Forskningen peger et andet sted hen.
Nelson Repenning og John Sterman fra MIT beskrev i "Nobody Ever Gets Credit for Fixing Problems That Never Happened" (California Management Review, 2001) det, de kalder forbedringsparadokset: mange virksomheder investerer i forbedringsprogrammer, men få skaber varige resultater. Årsagen ligger i, hvordan de nye rutiner spiller sammen med organisationens eksisterende struktur og incitamenter, snarere end i de valgte værktøjer.
De døbte mekanismen the capability trap: jo mere presset stiger, jo mere falder organisationen tilbage på "at arbejde hårdere" frem for "at arbejde klogere". Brandslukning bliver normen, og her er det afgørende: virksomheden kommer til at belønne brandslukningen. Den, der gennem en heroisk indsats redder en forsinket ordre, bliver helten. Den, der stille har bygget en rutine, så branden aldrig opstod, bliver ikke set. Over tid forfremmes "brandslukkerne", og organisationen lærer, at forebyggelse ikke betaler sig.
Der er ikke tale om dovne medarbejdere, men om et system, der belønner den forkerte adfærd. Kvalitetspioneren W. Edwards Deming sagde det allerede i Out of the Crisis (1986): langt størstedelen af problemerne, som han anslog til omkring 94 procent, stammer fra systemet, og systemet er ledelsens ansvar. Medarbejderne gør i al væsentlighed det, systemet gør muligt og belønner.
Det er derfor, vi hos Prozanta arbejder ud fra, at operationelle problemer som regel er adfærdsproblemer, og at systemet former adfærden. Skal forbedringen holde, skal man ændre det, der belønnes, ikke skælde ud på dem, der reagerer fornuftigt på det.
De ledelsesmønstre, der bærer en forbedringskultur
Er ledelsens adfærd den afgørende variabel, hvilken adfærd er der så tale om? Litteraturen fra Shook over Jeffrey Liker og Gary Convis (The Toyota Way to Lean Leadership, 2011) til Mike Rother (Toyota Kata, 2009) peger på nogle få mønstre, der gentager sig. Rothers begreb coaching kata fanger kernen: lederens rolle er ikke at levere svarene, men dagligt at stille de spørgsmål, der opbygger problemløsningsevnen hos medarbejderne.
I praksis ser de bærende mønstre sådan ud:
- •Vær til stede ved tavlemøderne, både fysisk og mentalt. Et hurtigt tjek i døren gør det ikke. Det, lederen bruger sin tid på, fortæller organisationen, hvad der er vigtigt.
- •Stil åbne spørgsmål frem for at diktere løsninger. Når lederen leverer svaret, stopper læringen. Daily Management virker først, når teamet ejer problemet.
- •Behandl afvigelser som læring, ikke som skyld. Som Shook beskriver det fra Toyota: et problem, der bliver synligt, er en gave, ikke en anklage. Skyld lærer folk at skjule problemer; nysgerrighed lærer dem at løse dem.
- •Følg hver gang op på det, der blev aftalt sidst. Manglende opfølgning er den hyppigste grund til, at en god rutine stille dør.
Mønstrene lyder enkle, og det er de også at beskrive. Det vanskelige er at gøre dem konsekvent, også på de dage hvor driften brænder på. Det er dér, de fleste falder fra, og dér forskellen bliver afgjort mellem en forbedring, der holder, og en, der stille forsvinder.
Hvad du kan gøre i morgen
Forskningen bliver først værdifuld, når den bliver til handling. Fire konkrete skridt:
✓Fire konkrete skridt
- →Vurdér jeres egen adfærd ærligt. Hvor ofte bliver tavlemøderne sprunget over, når der er travlt? Svaret siger mere om jeres forbedringskultur end nogen strategi.
- →Vælg én adfærd at ændre, og hold fast i den, indtil den sidder. Erfaringen siger, at én ændring, der bliver gennemført, flytter mere end ti, der bliver sat i gang.
- →Spørg de ledere, der står tættest på driften, hvad de faktisk oplever. De ved bedre end nogen, hvor systemet belønner brandslukning frem for forebyggelse.
- →Gør ændringen synlig. Ændrer ledelsen sin adfærd et sted, hvor resten af huset kan se det, følger resten af huset med; sker det bag en lukket dør, sker der ingenting.
En forbedringskultur opstår ikke af værdiord på en væg. Den bliver bygget op eller brudt ned af, hvad ledelsen gør dag efter dag, og det arbejde er lige så udramatisk, som det er afgørende. Det er grunden til, at vi bliver i driften, indtil den nye adfærd er forankret, ikke kun til oplægget er afleveret.
Vil du læse videre om, hvorfor forbedringer ikke holder, finder du vores gennemgang her: Hvorfor Lean-implementeringer ofte fejler.
Kilder
- Shook, J. (2010). How to Change a Culture: Lessons from NUMMI. MIT Sloan Management Review, 51(2). (Vinder af Richard Beckhard Memorial Prize.)
- Repenning, N. P. & Sterman, J. D. (2001). Nobody Ever Gets Credit for Fixing Problems That Never Happened. California Management Review, 43(4), 64–88.
- Schein, E. H. (2010). Organizational Culture and Leadership (4. udg.). Jossey-Bass. — se også MIT Sloan School of Management.
- Liker, J. & Convis, G. (2011). The Toyota Way to Lean Leadership. McGraw-Hill. — uddybet på Lean Enterprise Institute.
- Rother, M. (2009). Toyota Kata. McGraw-Hill.
- Deming, W. E. (1986). Out of the Crisis. MIT Press. — se The W. Edwards Deming Institute.
Henvisningerne er medtaget for at vise det faglige grundlag. Kilderne er gengivet i deres oprindelige sprog.
