Juridisk

Vilkår for Tavlen

Sidst opdateret: 29. september 2026. Vilkårene er et tillæg til handelsbetingelserne.

1. Hvad disse vilkår dækker

Disse vilkår gælder for brugen af Tavlen, Prozantas program til det daglige driftsmøde. De er et tillæg til Prozantas handelsbetingelser, som fortsat gælder for alt, der ikke er nævnt her — herunder fortrolighed, force majeure, lovvalg og værneting. Er der modstrid mellem de to, går disse vilkår forud, når det handler om Tavlen. Er der modstrid mellem disse vilkår og en skriftlig aftale mellem parterne, går aftalen forud. Prozanta Operations, CVR 40306285, Tangevej 5, 6690 Gørding, contact@prozanta.com.

2. Hvad der leveres

Tavlen leveres på én af to måder, og det fremgår af aftalen, hvilken: Drift hos Prozanta. Programmet kører på Prozantas infrastruktur, og Kunden får adgang via internettet. Prozanta står for drift, opdatering og backup. Drift hos Kunden. Kunden modtager en programpakke, der installeres på Kundens egen server sammen med en licensnøgle. Kunden står selv for drift, netværk, adgangskontrol og backup. Prozanta har i den situation ingen adgang til Kundens data og kan derfor hverken gendanne dem eller se, om noget er gået galt. Omfanget — antal hold, aftaleperiode og eventuel understøttelse ud over det sædvanlige — fremgår af aftalen.

3. Brugsret

Kunden får en tidsbegrænset, ikke-eksklusiv ret til at bruge Tavlen i egen virksomhed i aftaleperioden og inden for det aftalte antal hold. Brugsretten kan ikke overdrages til andre, og Tavlen må ikke stilles til rådighed for tredjemand, videresælges eller bruges til at levere en tjeneste til andre. Koncernforbundne selskaber kan omfattes, når det er aftalt skriftligt. Kunden må ikke fjerne eller omgå licenskontrollen i den selvhostede udgave. Kontrollen er ikke en teknisk spærring, men en del af aftalen: den viser, hvem programmet er udleveret til, og hvor længe.

4. Adgangskoder

Tavlen bruger med vilje ikke personlige logins. Et hold deler én kode, og lederen har sin egen. Det er en bevidst afvejning: tavlen hænger på en væg, og personhenførbar måling af, hvem der skrev hvad, ville ændre, hvad folk tør skrive. Konsekvensen er, at koden skal behandles som en adgangskode. Kunden er ansvarlig for, hvem der får den udleveret, og for at bede om en ny, hvis den er kommet ud. Prozanta udsteder en ny kode på Kundens anmodning. Prozanta begrænser antallet af forsøg på at gætte en kode, men kan ikke hindre misbrug af en kode, der er givet videre.

5. Kundens data

Alt, Kundens hold registrerer i Tavlen — nøgletal, afvigelser, handlinger, eskaleringer, fotos og historik — tilhører Kunden. Prozanta bruger ikke Kundens data til andre formål end at levere og drive Tavlen for Kunden. Data indgår ikke i statistik, benchmarks, markedsføring eller oplæring af modeller, medmindre Kunden skriftligt har aftalt det, og i så fald kun i en form, hvor Kunden ikke kan identificeres. Kunden kan til enhver tid hente sine data ud af Tavlen i et almindeligt filformat, og der findes et API til samme formål. Det kræver ikke Prozantas medvirken.

6. Personoplysninger

Tavlen indeholder personoplysninger: navnet på den, der har ansvaret for en handling, de mailadresser, der modtager den daglige besked, og de fotos, holdene tager af afvigelser. Kører Tavlen hos Prozanta, er Kunden dataansvarlig og Prozanta databehandler. Der indgås en databehandleraftale, før driften sættes i gang. Aftalens indhold og listen over underdatabehandlere fremgår af databehandleraftalen. Kører Tavlen hos Kunden, behandler Prozanta ingen af Kundens personoplysninger, og der er ikke et databehandlerforhold. Kunden er alene ansvarlig for behandlingen.

7. Drift og vedligehold

Prozanta tilstræber, at Tavlen er tilgængelig hele døgnet, og overvåger, at den svarer. Der er ikke aftalt en garanteret oppetid, og der ydes ikke kompensation for nedetid, medmindre det er aftalt skriftligt. Ønsker Kunden en garanti, skal den aftales særskilt, og den vil have en pris. Planlagt vedligehold, der kan mærkes, varsles så vidt muligt mindst fem hverdage i forvejen og lægges uden for tidsrummet klokken 6 til 9 på hverdage, hvor tavlemøderne holdes. Prozanta tager dagligt backup af Kundens data i den hostede udgave og opbevarer den i mindst 30 dage. Prozanta udvikler Tavlen løbende. Funktioner kan komme til og ændre sig. Fjernes en funktion, Kunden bruger, varsles det mindst tre måneder i forvejen.

8. Support

Support ydes på dansk på skrift til contact@prozanta.com på hverdage klokken 8 til 16. Prozanta svarer som udgangspunkt samme hverdag og senest den følgende. Står tavlen stille for et helt hold, behandles det forud for alt andet. Support dækker fejl i programmet, spørgsmål om brugen og hjælp til at oprette hold. Tilretning til Kundens egne ønsker, oplæring af medarbejdere og rådgivning om driftsledelse er særskilte ydelser, der afregnes efter aftale.

9. Priser og betaling

Prisen fremgår af aftalen. Alle priser er i danske kroner ekskl. moms. Abonnementet faktureres forud for perioden. Betaling sker netto 14 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling beregnes morarenter efter renteloven. Prozanta kan regulere prisen én gang årligt med virkning fra en ny aftaleperiode. Varslet er mindst tre måneder. Er Kunden ikke indforstået, kan Kunden opsige aftalen til den dato, reguleringen træder i kraft. Er Kundens betaling udeblevet i mere end 30 dage efter skriftligt påkrav, kan Prozanta lukke adgangen. Data slettes ikke af den grund, og Kunden kan stadig hente dem ud i den periode, punkt 11 beskriver.

10. Varighed og opsigelse

Aftalen løber, indtil den opsiges. Medmindre andet er aftalt, kan begge parter opsige med tre måneders skriftligt varsel til udgangen af en måned. Ved væsentlig misligholdelse kan den anden part hæve aftalen, hvis forholdet ikke er bragt i orden senest 30 dage efter skriftligt påkrav. Prozanta kan lukke adgangen uden varsel, hvis brugen truer driften for andre kunder eller er åbenbart ulovlig. Kunden underrettes samtidig og med en begrundelse.

11. Når samarbejdet hører op

Kunden kan hente alle sine data ud af Tavlen indtil 30 dage efter, at aftalen er ophørt. Prozanta hjælper med udtrækket, hvis Kunden beder om det. Senest 60 dage efter ophør sletter Prozanta Kundens data endeligt — også i den hostede backup, når den rulles. Sletningen bekræftes skriftligt, og Kunden kan bede om, at den sker tidligere. Kunden kan i hele aftaleperioden bede om at få et hold eller hele organisationen slettet. Det sker inden for fem hverdage og kan ikke fortrydes. I den selvhostede udgave ligger alle data på Kundens egen server. Prozanta har ingenting at slette, og Kunden skal selv afinstallere programmet, når licensen ophører.

12. Immaterielle rettigheder

Prozanta har alle rettigheder til Tavlen, herunder kildekode, design, dokumentation og de metoder og skabeloner, programmet bygger på. Kunden får en brugsret, ikke et ejerskab. Foreslår Kunden en forbedring, som Prozanta bygger ind i programmet, tilhører den Prozanta og bliver tilgængelig for alle kunder. Kunden har ikke krav på betaling for forslaget, og Prozanta nævner ikke Kunden som ophav uden aftale.

13. Ansvar

Prozanta er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger af handelsbetingelsernes punkt 7. Prozantas samlede ansvar kan ikke overstige det beløb, Kunden har betalt for Tavlen i de 12 måneder forud for det forhold, kravet angår. Prozanta er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab eller mistet fortjeneste. Ansvarsbegrænsningen gælder ikke ved grov uagtsomhed eller forsæt, og den begrænser ikke de rettigheder, der følger af databeskyttelsesreglerne. Tavlen er et arbejdsredskab til møder. Den træffer ingen beslutninger og erstatter ikke Kundens egne kvalitets-, sikkerheds- eller compliance-systemer. Kunden er ansvarlig for de beslutninger, der træffes ved tavlen.

14. Ændringer i vilkårene

Prozanta kan ændre disse vilkår med tre måneders varsel til en løbende aftale. Varslet gives skriftligt til den adresse, Kunden har oplyst. Er ændringen til Kundens ugunst i væsentlig grad, kan Kunden opsige aftalen til den dag, ændringen træder i kraft. De gældende vilkår står altid på prozanta.dk/vilkaar-tavlen.

Databehandleraftalen

Kører Tavlen hos Prozanta, indgås der en databehandleraftale, før driften sættes i gang. Teksten og listen over underdatabehandlere står på siden om databehandleraftalen.